X

Bilimportør udvider forhandlernetværket i det nordjyske

Bilimportøren ISUZU Danmark, et datterselskab i Nellemann koncernen, har oplyst til AutoNews Business, at de i den nærmeste fremtid vil starte salget af deres sortiment hos Pedersen & Nielsen i Hjørring. Den nye aftale betyder, at Pedersen & Nielsen nu med ISUZU salg i hhv. Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Grenaa og Auning dækker hele Nordjylland.

Pedersen & Nielsen tog et stort skridt, da de allerede i januar i år udvidede deres erhvervsafdeling med ISUZU’s pick-ups. Dengang var det med 6 salgssteder som en del af ISUZU Danmarks forhandlernetværk i Frederikshavn, Aalborg, Grenå, Auning, Aabenraa & Sønderborg. Ved at inkludere professionelle specialiserede pick-up-modeller i deres sortiment, kan de servicere et helt nyt segment af erhvervskunder indenfor eksempelvis landbrug, vej og park samt små og store entreprenørvirksomheder.

I mere end 55 år har Pedersen & Nielsen løst alle behov indenfor erhvervsbiler, og de står klar med professionelt og uddannet personale til at hjælpe med den helt rigtige løsning – uanset om kunden har brug for en standardløsning, eller der er behov for en mere individuel opbygning og indretning. Derudover har de en lang række finansieringsprodukter tilpasset erhverv, så hvad end kunden er mest til operationel eller finansiel leasing, eller blot almindelig finansiering har de et tilpasset produkt.

Både ISUZU’s salgsdirektør, René Andersen, og direktør hos Pedersen & Nielsen, Jesper Brix, er begejstrede for beslutningen om, at samarbejdet dækker hele Nordjylland. De ser det som en fantastisk mulighed for at nå endnu flere kunder og imødekomme deres behov for en robust og pålidelig pick-up.

René Andersen udtaler til AutoNews Business ”Vi udvider ISUZU forhandlernetværket samtidig med, at vi kan fejre et flot salgsresultat år til dato. Og udvidelsen er til glæde og gavn for alle, der har behov for en professionel pick- up i regionen.”

Jesper Brix supplerer, ”Med den overvældende succes af ISUZU forhandlingen er tilføjelsen i Hjørring endnu en spændende mulighed for at fremme mærket i det nordjyske. Spændende tider venter for Pedersen & Nielsen og ISUZU-mærket.”

Pedersen & Nielsen, som i foråret fejrede sit 60-års jubilæum i branchen, har udviklet sig til en langt større virksomhed over det sidste årti. Virksomheden har udover udvidelsen af deres produktudvalg også ekspanderet med flere udsalgssteder – og dækker i alt over elleve afdelinger fordelt i Jylland, der beskæftiger omkring 380 medarbejdere. Foruden ISUZU, er Pedersen & Nielsen også autoriseret forhandler og servicecenter for mærkerne Volvo, Polestar, Renault, Dacia, Mazda, Suzuki, Kia, Ford, Nissan og Maxus.

ISUZU Danmarks modelprogram består af Pick-up’en D-MAX som hhv. Single-Cab, Crew-cab og Extended-cab, men den danske ISUZU importør har specialiseret sig i ombygning af deres pick-up, så den bliver skræddersyet præcis til det formål og de arbejdsopgaver, den skal løse. Dermed er det ikke bare en pick- up, men i endnu højere grad et arbejdsredskab.

About Author