AD Danmark mod ny omsætningsrekord efter kraftig vækst

Grossisten AD Danmark står foran endnu et rekordår. Grossist- og distributionsvirksomheden forventer at afslutte 2025 med en trecifret millionomsætning efter allerede at have slået rekord i 2024. Det ligger over både budget og de seneste interne prognoser.

Ifølge administrerende direktør Nikolaj Jacobsen er væksten drevet af en markant stigning i efterspørgslen fra flere dele af markedet.

– Vi oplever tilgang fra en bred vifte af sektorer, hvilket har gjort det muligt at udvide vores forretning betydeligt. Væksten kommer blandt andet fra øget mersalg til bilforhandlere, industrikunder og værksteder, siger han til AutoNews Business.

Hvor flere aktører i branchen i øjeblikket gennemfører omkostningsreduktioner og afskedigelser, har AD Danmark valgt en anden strategi.

– Vi investerer fortsat i forretningen og udbygger kapaciteten, i stedet for at skære ned, siger Nikolaj Jacobsen.

En central del af den fortsatte vækst skal findes i virksomhedens lager- og logistiksetup i Middelfart. Det højteknologiske center på i alt 100.000 kvadratmeter betragtes som et af de mest avancerede i Europa og spiller en afgørende rolle i AD Danmarks nye markedsplan.

– Logistikcenteret giver os mulighed for at øge både hastighed og præcision i leverancerne. Det betyder kortere gennemløbstider, højere træfsikkerhed i ordrebehandlingen og bedre leveringssikkerhed over for kunderne, forklarer direktøren.

AD Danmark opererer i dag døgnet rundt som en del af thansen Group, hvilket ifølge ledelsen er en forudsætning for at kunne matche kundernes krav til tilgængelighed og leveringstid.

Samtidig udvider virksomheden løbende sit sortiment med fokus på hurtigt omsættelige nøglevarer. Ambitionen er at indtage en førende position i både Danmark og Norden.

Bestyrelsesformand Jens Sørensen peger på et tæt samspil mellem bestyrelse og ledelse som en væsentlig forklaring på udviklingen.

– Vi har en meget aktiv bestyrelse, som arbejder tæt sammen med ledelsen. Der er ingen klassisk armslængde – vi udvikler forretningen i fællesskab, siger han.

Blikket er allerede rettet mod 2026, hvor AD Danmark forventer yderligere vækst og samtidig vil undersøge internationale ekspansionsmuligheder.

– Målet er at positionere os som den stærkeste universaldistributør i markedet, siger Nikolaj Jacobsen.

Inden for få år har AD Danmark markeret sig som en af branchens hurtigst voksende grossist- og distributionsvirksomheder.

 

About Author

Kategorier